På trinbrættet

Når ét livsafsnit er slut – og et nyt kan begynde, så er det de helt store følelser, der rusker og river. Spørgsmålet om eksistens har aldrig været mere nærværende end netop nu. Mon ikke det er helt enormt sundt for mennesker, at kaste sig ud i livsforandrende processer – altså sådan helt generelt?

I dag skulle jeg op i yndlingsfaget dansk, men inden eksamen skulle jeg lige en tur omkring kantinen på min skole, hvor mit mellemste barn, min søn Andreas, skulle afsted på cykel til Frankrig. Han har været med i et projekt fra Vejle Kommune, der hedder ”Jeg kan – Jeg vil”. Et projekt, der har til formål at undersøge, om man kan cykle sig til et job.

Det er bestemt ikke nogen hemmelighed, at Andreas har været mit smertensbarn. Han har haft så store livsudfordringer, at det næsten har taget livet af både ham selv og alle os, der elsker ham. Men han fandt livsmodet, glæden og viljen.

Og han har virkelig været så sej i det her projekt. Han har knoklet for at nå i mål med det antal kilometer, der skulle nås på cykel før hans cykelhold skulle afsted – og sideløbende har han passet et praktikforløb med stor ansvarsfølelse. Han har gjort det så godt, at han er lovet arbejde efter projektets afslutning.

Og der stod jeg så, i kantinen og så på den allerflotteste af alle cykelrytterne, og med stolthed kunne føle indeni…at ham der, det er min søn!!!

Og ikke nok med det. Udover Andreas’ kæreste Natalie og min kæreste Jonas, så var også mine forældre tilstede for at sige farvel og god tur til ham. Især det at se, hvordan min far virkelig elsker min søn – og viser det. Ringen er derved sluttet – i kærlighed. Det var så fantastisk smukt og rørende.

Min søn var en del af et større fællesskab. For første gang rigtigt nogensinde. Og jeg mærkede det. Og jeg må sige, at tårerne trillede bag brillerne, da de cyklede afsted med kurs mod Frankrig.

 

      

 

Da han var sendt afsted hastede jeg op til eksaminationslokalerne. Og så virkelig frem til sidste eksamen i yndlingsfaget. Jeg trak en opgave med hele tre tekster, og skulle omkring utroligt meget. Og teksten handlede om store eksistentielle spørgsmål. Bl.a. det etiske i at tweete fra sin moders dødsleje.

Altså…måtte helt ned og vende i de dybe følelser. Det trak tårer til. Både i forberedelsen. Og desværre også inde til eksaminationen, hvilket var ærgerligt. For det gjorde, at jeg ikke fik mig ”nok hævet over teksten” – og jeg fik ”kun” 10.

Jeg VED det!!! Det lyder som totalt krukkeri. Men jeg har knoklet så meget i det her fag. Hele året. Og jeg synes faktisk selv, jeg fortjente at nå helt i mål med en topkarakter.

Sådan skulle det ikke være. (Og jeg ER klar over, at 10 fandme er flot!!!)
Men fuck det!! I morgen er det glemt. Og det vigtigste er det jeg har lært i løbet af året, og som jeg tager med mig videre i livet.

Og videre, det kommer vi!

Og når man som jeg i slutningen af 40’erne pludselig sadler om karrieremæssigt, så rykker det rundt på meget indeni.

Og jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg er et godt sted i mit liv.

Mine menneskelige værdier er jo faktisk, at jeg ikke giver noget som helst for karakterer. Jeg synes ikke målet er det vigtigste. Jeg synes rejsen er det.

Og i rejsen  – det forgangne år – har jeg mødt mig selv på helt nye planer. Jeg har arbejdet med mine svage sider, og styrket dem. Og så har jeg mødt mennesker, som har lært mig noget om både rummelighed og kærlighed. Og det tænker jeg, er noget af det allervigtigste.

Mon ikke det er helt enormt sundt for mennesker, at kaste sig ud i livsforandrende processer – altså sådan helt generelt? Det er jeg helt overbevist om. Jeg er jo ikke noget særligt – det bilder jeg mig ikke ind.

Men lige nu føler jeg mig virkelig godt nok sej – og lykkelig. Og rigtig! For her på trinbrættet, så glæder jeg mig bare så meget til at springe på det næste tog. Tænk…3 ½ år, og så er jeg pædagog. Gad vide, hvor det bringer mig hen?

      

 

 

 

 


Hvad pokker er der faret i kvindemennesket?

Er sikker på, at mange er ved at få kvababbelse når de læser om selvrealisering, og tænker: ”Nåh, endnu en klimakteriemakrel der er ved at gå i panik midt i livet….” Det er helt fint. Jeg har ikke sat et omfattende livsprojekt i søen for at høste andres anerkendelse. Jeg tror mere, jeg gør det fordi jeg har behov for anerkendelse fra hende, der kigger tilbage på mig i spejlet.

Når jeg i slutningen af 40’erne pludselig finder ud af, at jeg hele mit liv har været totalt malplaceret i mit arbejdsliv. At jeg ikke fungerer med at bruge alle mine arbejdstimer ”oppe i mit hoved”, men også har et behov for at tilbringe tid ”nede i mit hjerte”. Det har været en stor kamel at sluge.  Og jeg må også sige, at jeg har været nødt til at sluge den i små mundfulde over mange år. Men sidste sommer var erkendelsen soleklar.

Jeg måtte gå en helt anden vej i mit liv, hvis jeg på nogen måde skulle gøre mig håb om at finde glæde og…hvem ved…måske endda lykke…Så min rejse er begyndt. Jeg måtte først tage nogle enkeltfag på HF, så jeg kan komme på seminariet til næste skoleår med det mål at blive pædagog, når jeg engang om maaaange år er færdiguddannet 🙂

Nu er mit første år som studerende ved at rinde ud. Jeg har haft en fuldkommen fantastisk tid med både medvind og modvind, hårdt personligt arbejde og hårdt skolearbejde. For jeg er flittig. Og elsker at studere. Det har jeg erfaret. Det er ikke bluff. Det er ikke fordi jeg har et behov for at præstere for andres skyld. Det er fordi jeg næres ved at lære. Og jeg næres ved at være i nærvær med mennesker, der også er i læreproces.

Jeg har været omgivet af studerende der er yngre end jeg selv – og de studievejledere der inden min skolestart udtrykte bekymring for om det ville blive et problem, er gjort til skamme. Jeg oplever at unge mennesker har mindst lige så meget at lære og give mig, som jeg forhåbentligt har den anden vej.

Sideløbende med dette har jeg været så heldig at arbejde i SFO’en på Steinerskolen i Vejle. Her har jeg nogle faste timer i løbet af ugen, hvor jeg er omgivet af dygtige og omsorgsfulde kollegaer. Mennesker der altid er klar til at sparre om de udfordringer vi står i løbende, når vi arbejder med små mennesker. Jeg oplever kollegaer, der hele tiden er klar til at stå op for hinanden. Og det er en stor tilfredsstillelse.

Og derudover har jeg fornøjelsen af at være omgivet af de dejligste Steinerbørn i verden. Og nogle af dem har jeg fået lov til at lære særligt godt at kende – for det er i min erfaring en gave der følger med arbejdet med børn. Hvis man er heldig. Og hvis kemien er rigtig, så opstår de gode relationer lige så langsomt, smukt og forsigtigt. Og DET er den største gave jeg har modtaget i det forgangne år.

Året har budt på mangt og meget i mit liv. Og jeg har altid været tænksom af natur. Så særligt det at arbejde med dansk litteratur har været berigende. Men det har også været det som har udfordret mig på det helt personlige plan. For i det dybe arbejde med litteratur, har jeg nødvendigvis måtte ned og arbejde i dybden rent følelsesmæssigt. Det har givet anledning til både smerte, forløsning og glæde.

Og som i alle gode eventyr dukker der hjælpere op undervejs. Min største hjælper i løbet af dette år hedder Simone. Vi går i klasse sammen. Og på trods af aldersforskel, så oplever jeg et sjælefællesskab som er enestående. Og vi er lige flittige. Og har lyst til at arbejde ned i dybden. Så min eventyrlige rejse er beriget med dette særlige venskab, som jeg bestemt håber holder ”til vores dages ende”.

Det mest smertelige ved at stå ved vejs ende af dette skoleår er i særdeleshed, at jeg nu ikke har nogle steder at aflevere mine ord og tanker på skrift. Min fantastiske dansklærer Eva har stået for skud – og tjah…hun var jo ligesom tvunget til at læse, så mit publikum var sikret der.

Hvad gør jeg så nu? Det er jo et vacuum der pludselig opstår, og hvad stiller jeg op? Mit ønske om, og behov for, at sætte tanker på tekst forsvinder jo ikke, bare fordi skoleåret slutter. Nu vælger jeg at benytte mig af min hjemmeside, hvor jeg kan lægge teksterne som blogs. En slags virtuel dagbog for mine tanker – selv om jeg nok ikke har noget at skrive hver dag.

Jeg vil gerne skrive lidt om, hvordan livet ser ud fra mit vindue. For det er det jeg er klogest på. Lige siden jeg var barn har jeg været outsideren med de få nære relationer. Det har sådan set ikke ændret sig. Og den gave der ligger i at være den anderledes – og den tænksomme, har jeg lyst til at gå på opdagelse i – og dele tanker ud fra.

Jeg håber virkelig meget, at der er nogen der har lyst til at læse med – og også gerne dele tanker med mig undervejs.

 

Kærlig hilsen
Betina